Søfartens Ledere - foreningens historie
Af tidl. sekretariatschef Peter Funch
Det nuværende navn på foreningen, 'Søfartens Ledere' blev valgt i 2006 og afløste 'Dansk Navigatørforening'. Sidstnævnte navn blev brugt første gang i 1897 som et forsøg på at etablere en bredere forening end Danmarks Skibsførerforening fra 1874, hvori medlemskab forudsatte erhvervet skibsførerbevis. 1874 var også året, hvor Danmarks Rederiforening blev stiftet - under navnet Dansk Dampskibsrederiforening. Forud havde laugssystemet kunnet varetage alles interesser, fordi de fleste skibsredere - også dengang - var navigatører. I 1907 ville styrmændene have deres egen forening. De stiftede Dansk Styrmandsforening og Dansk Navigatørforening lukkede. Der skulle gå 85 år før tiden var moden til igen at samle navigatørerne under én hat og denne gang kom også Dansk Lodsforening, Dansk Skipperforening af 1942 og Foreningen af Havnefogder ved Københavns Havn med i fællesskabet. I 2005 kom også Foreningen af Havnefogeder i Danmark med i Søfartens Ledere.
Naturlig udvikling De faglige foreninger for søens folk var således lige som på landjorden det naturlige resultat af udviklingen. Medlemmernes interesser skifter karakter og på det seneste er 'forsikringselementet' blevet mere dominerende end det tidligere 'solidariske princip'. Men solidariteten var forudsætningen for blandt andet de hjælpefonde, der kompenserede for manglende sociale sikringsordninger og de arbejdskampe og strejker, der skabte grundlaget for nutidens stærkt forbedrede vilkår. Foruden medlemmernes ønske om, at være sikrede, hvis uheldet er ude eller andre individuelle problemer opstår, kan vi fortsat konstatere, at gamle begreber som 'standsbevidsthed' og 'faglig stolthed' er blandt de grundlæggende bevæggrunde for et aktivt medlemskab.
Dybe rødder Søfartens Ledere har dybe og kraftige rødder gennem de mange års fælles bestræbelser på at optimere vilkårene for medlemmerne og en solid erfaringsbank på baggrund af utallige - og som oftest vellykkede - indsatser for såvel enkeltmedlemmer som grupper. Foreningens bestyrelse består af medlemsvalgte, aktive navigatører og blandt de ansatte sagsbehandlere er tidligere navigatører med brede erhvervserfaringer i overtal. Ekstern bistand, som fx særlig kompliceret juridisk assistance, købes hos landets førende på området i det omfang vore egne ansatte jurister ønsker det. Vore forgængere var med til at stifte PFA Pension (1917) og Danske Navigatørers Bibliotek (1922), der indgik i det senere Søfartens Bibliotek. Ungdomsoprøret kulminerede med en 17 dages søfartsstrejke, som Folketingets flertal stoppede til fordel for Danmarks Rederiforening i 1968.
DIS I nyere tid spillede de nautiske foreninger deres kort med en heldig hånd ved oprettelsen af DIS (1988/89), og fik i forhold til sammenlignelige grupper i land gennemført større reallønsfremgange for de navigatører, der var omfattet af foreningens aftaler og overenskomster. Årene op til og efter årtusindskiftet blev præget af stadigt tungere 'individuelle sager', hvor enkeltmedlemmer har fået tilfredsstillende afslutninger efter ofte massiv økonomisk indsats fra foreningens side - dvs. muliggjort ved det fælles sammenhold blandt kollegerne til søs og i land. Flere sådanne sager har måttet føres i udlandet på baggrund af stedlige myndigheders undertiden eksorbitante krav om bøder eller frihedsstraf efter påståede lovovertrædelser, men også Søfartsstyrelsens bødeforslag lykkes det ofte at få lempet. Dertil ydes en omfattende rådgivning. Rederierne stiller kun sjældent - eller aldrig - op på navigatørens side, så uden en stærk faglig sammenslutning ville de uheldige være dårligt stillede.
Medlemstilbud Foreningen har en moderne hjemmeside, jobbank og hjælp med karriereplanlægning, "Søfartens Bank" som er vores egen filial af Lån & Spar Bank. Der holdes regionale medlemsmøder rundt omkring i landet og foreningens ansatte tager på skibsbesøg - også i udlandet. I 2007 har Søfartens Ledere 4.475 medlemmer - heraf 2.801 aktive - og et årsbudget på omkring 10 mio. Foreningens formue er på ca.40 mio. kr. og er med til at sikre evnen til altid at agere i nødvendigt omfang, uanset om der er tale om en sag for et enkelt medlem eller en gruppe medlemmer. Vi er den eneste forening, der fortrinsvis organiserer søfartens ledende funktionærer såvel på land som til søs fra studietid frem til sidste åndedrag! |