| Lørdag d. 4. september 2010 |
 |
|
|
|
Formandens sidste leder i fagbladet
02-03-2010
Dette bliver min sidste leder i det udmærkede blad ’Søfartens Ledere’. Jeg stopper som formand, som annonceret i efteråret, efter generalforsamlingen 4. marts i Nyborg. Jeg har været aktiv i bestyrelsen siden 1995. Netop nu befinder vi os i en krise. Erhvervet har det svært. Men Søfartens Ledere har det godt. Vores medlemstal og ressourcer taget i betragtning er vi en stærk forening. Vi har udviklet os i takt med de stigende og nye krav til individualitet og effektiv service af det enkelte medlem – uden at give køb på sammenholdet. Udfordringerne med OK 2010, skattereformen og konkurrencen fra den billige arbejdskraft tårner sig op i horisonten. Men jeg er overbevist om, at Søfartens Ledere – medlemmer, bestyrelse, talsmænd og ansatte – vil løse de opgaver i fællesskab. Jeg vil derfor bruge den sidste spalteplads til en sidste opfordring. I forbindelse med dimissionen på SIMAC i januar kom jeg med en opfordring til de unge, der lød: ”Kig jer omkring, og lad jer ikke nøje med de danske arbejdsgivere.” En opfordring, som siden blev gengivet i diverse medier og har givet nogen debat i erhvervet. Særligt Danmarks Rederiforening har påtalt, at de fandt det upassende, at jeg, og dermed Søfartens Ledere, kom med politiske budskaber ved skoleafslutninger. Det kan da godt være – men jeg mener det, og der var behov for at sige det! Rederierne kører deres eget løb med milliardstøtte fra det danske samfund. Vi kan ikke forlade os på evigt troskab fra rederierne og dansk beskæftigelse. Vi må selv tage ansvar og se længere ud end de kendte store danske rederier. Helt derude (man behøver nu ikke tage længere end til Norge) er der også rederier, som har brug for skibsofficerer. Vores bedste og stærkeste ’konfliktvåben’ vil i mine øjne være at tilbyde vores arbejdskraft i hele verden. ”Ask not what your country can do for you, but what you can do for your country.” Sådan sagde John F. Kennedy. Lidt på samme måde vil jeg opfordre alle medlemmer af Søfartens Ledere til at tænke over, om der ikke er et alternativ til danske rederier, og om tiden ikke er moden til at prøve noget nyt og spændende. Hvis alle medlemmer ville tage sig tid til at lægge deres cv på fx www.job2sea.com, vil vi alle sammen have taget det første skridt. Det har været en fornøjelse og en udfordring at arbejde for jer alle sammen, vores erhverv og vores forening.
Vi ses til generalforsamlingen 4. marts i Nyborg. God vind Peer Bøje Brandenborg, Formand.
|
|
|
|
|
|