Mød Christian Breinholt: The honest broker

Mød Christian Breinholt: The honest broker

08-11-2011 00:00

Når Christian Breinholt, vicedirektør i Søfartsstyrelsen, sætter sig i formandsstolen i IMO's største komite, Søsikkerhedskomiteen MSC, påtager han sig en af de højeste, internationale tillidsposter en national embedsmand kan bestride. Udnævnelsen er en tillidserklæring til en slider, der bekymrer sig om mennesker og miljøet - og gerne kaster sig over idéer så ambitiøse, at andre anser dem for umulige at realisere.

Af Jakob Wandel

- Det er mig lidt fremmed, at vi overhovedet sidder og laver det her interview. Det har jeg kunnet undgå i mange år, siger Christian Breinholt med et venligt - og lidt beklemt smil.

Hænderne hviler roligt på bordet foran ham, hvor dokumenter er lagt pænt ovenpå hinanden, flankeret af udenlandske, maritime publikationer og et 10 centimeter tykt ringbind fyldt med visitkort i dertil indrettede plastlommer.

Men Christian Breinholt kan ikke længere undgå interessen for sin person. Som formand for IMO's største komite: Søsikkerhedskomiteen MSC, er det en del af jobbeskrivelsen, at stå til rådighed for medierne.

En meget stor opgave
- Det at være formand for MSC bliver en stor, personlig oplevelse - og forhåbentligt en god en af slagsen, men jeg er først og fremmest vicedirektør i Søfartsstyrelsen, siger Christian Breinholt:

- I tilrettelæggelserne forud for møderne i MSC - og især i forbindelse med afviklingen af dem, har formanden en meget vigtig rolle. Men det er medlemsstaterne, der sætter dagsordenen:

- Min rolle bliver først og fremmest at sørge for, at komiteen er effektiv i sin beslutningstagen, at tingene bliver afviklet til tiden og at vi ikke går i stå, siger Christian Breinholt:

- Når gulvet bliver åbnet for debat, er det formandens vigtigste opgave at gå ind og konkludere. Hvis alle 169 medlemslande skal nå at sige noget, kan det jo blive nogle temmelig lange møder. Men når debatten i salen går i gang, så skal formanden ikke deltage i den. Så skal han formidle.

Man skal være parat til at knokle
- Man hører nogen gange IMO fremstillet som et sted, hvor industrien træffer beslutningerne, eller at det ligger imellem linjerne, at det er sekretariatet, der skal tage sig sammen. Men det er helt misforstået, siger MSC's kommende formand:

- Det er medlemslandene, der sidder på stemmerne. Det er medlemslandene, der har ansvaret for, at der sker noget, og hvis man vil have, at der skal ske noget i IMO, så skal man tage arbejdstøjet på. Man skal virkelig være parat til at knokle - og ikke bare i 14 dage. Fra man har fået en idé til man får den gennemført og implementeret, så går der nødvendigvis noget tid.

Nødvendigt med globale løsninger
- Som borger i Danmark har vi en klar personlig opfattelse af, at vi skal passe på hinanden og at vi skal passe på miljøet, siger Christian Breinholt:

- I den verden vi lever i, er det derfor fuldstændigt afgørende, at vi har høje, globale regler for sikkerhed og miljøbeskyttelse.

Han påpeger, at danskere måske forstår det bedre end mange andre, for vi kan jo bare se ud over vores farvande og konstatere, at hele verden sejler forbi vores dør;

- Det er skibe, der sejler under alle mulige flag med besætninger af mange forskellige nationaliteter. Så alt andet end høje, globale standarder vil ikke være acceptable, hvis vi vil gavne sikkerheden og miljøet, siger han, og peger på udfasningen af enkeltskrogede tankskibe som eksempel på sådanne høje, globale standarder.

- Det tror jeg, at jeg brugte to år af mit liv på. Ikke alene, naturligvis; Danmark gik i spidsen for en trojka bestående af Holland, Storbritannien og Danmark, og det lykkedes os at komme igennem med regler om udfasning af enkeltskrogede tankskibe. Det synes jeg var en fornem præstation, siger Christian Breinholt:

- Vi taler jo reelt om et tiltag, der har kostet industrien milliarder af dollars, og det var en global løsning, som vi er fuldstændige afhængige af; vi skal jo også ramme alt det, der sejler forbi i vores danske farvande. Hvis man ikke har regler, der gælder uanset flag, så er de nyttesløse, for man kan jo skifte flag over en weekend.

Globale regelsæt er desuden en forudsætning for, at der kan eksistere et rederierhverv under dansk flag, mener Christian Breinholt:

- For hvis man kan slippe for reglerne ved at flage ud, så kan man jo blive tvunget til det, uanset om man kan lide det eller ej. Reglerne er med til at skabe lige konkurrencevilkår, og det forpligter os til at sige, at vi i Danmark simpelthen må gå forrest.

Enkeltmandspræstationer eksisterer ikke
Christian Breinholts idé om at udfase enkeltskrogede tankskibe, der endte med at reducere risikoen for miljøkatastrofer i både Danmark og resten af verden, fik ikke meget medvind fra starten. Opgaven var simpelthen så stor, at mange tvivlede på, at den overhovedet kunne gennemføres.

- Jeg tænkte: selvfølgelig kan vi lave en løsning i IMO, hvor vi udfaser enkeltskrogede tankskibe. Det er kun et spørgsmål om at arbejde hårdt for sagen. Der var mange, der rystede på hovedet og sagde til mig, at det aldrig ville lykkes - at det var umuligt - men det lykkedes, siger han:

- Jeg kan ikke lide at bruge ordet "stolt", men det er i hvert fald et resultat, jeg er meget, meget glad for. Der er jo intet her i verden, der er enkeltmandspræstationer. Det kan godt være, at der er nogen, der tager initiativet, går forrest og slider mere end andre, men man kan ikke udrette noget alene:

- I alle de sager jeg tænker tilbage på med glæde, har der været et holdsamarbejde. Og derudover har jeg altid haft det privilegium, at jeg har haft opbakning både fra politisk hold, i mit ministerium, i Søfartsstyrelsen og i erhvervet. Har man det, så kan man meget. Har man det ikke, så kan man ingenting.

 

Læs hele det store portrætinterview i Søfartens Ledere nr. 6,
der udkommer i uge 47.

 

Portrætstafet
Interviewet med Christian Breinholt er det første i Søfartens Lederes nye serie. Serien består af større portrætter af betydningsfulde personer i det blå Danmark, der bringes i hvert andet nummer af bladet. Christian Breinholt har fået stafetten - se hvem han giver den videre til i Søfartens Ledere nr. 6.


Af Jakob Wandel | 29 89 00 98 | jw@soefartens.org

Fortæl os din historie.