Færgefarten – et kig i krystalkuglen

Færgefarten – et kig i krystalkuglen

14-12-2011 17:32

Det er broernes århundrede - men hvad med færgerne. Har de en fremtid?

 

Af Lise Mortensen Høy

 

Der er rigtig mange broer og faste forbindelser på tegnebrættet rundt om i Danmark, hvor lokale politikere ofte peger på en bro eller fast forbindelse som den motor, der kan bjærge vækst og forretning til netop deres lokalområde.

 

På tegnebrættet ligger pt. en ny Lillebæltsbro, en bro over Kattegat fra Kalundborgområdet over Samsø til Jylland, en fast forbindelsen fra Helsingør til Helsingborg; og så er der Femernbælt, der foreløbig er projekteret til 43 mia. kr.

 

Femernbælt

Efter planen skal Femern Bælt stå klar i 2020, og det vil gøre rejsetiden over Østersøen knap en time kortere og desuden give en meget større fleksibilitet for rejsende; der ikke skal indrette sig efter en færgeafgang, selv om Scandlines lover 'kontinuerlig drift' på færgeruterne til Tyskland.

 

- Man skal så at sige vælge mellem 'faste afgange' og 'uendelige kapacitet', lyder det fra Erik Østergaard:

 

- Jeg tror derfor, at Femern Bælt forbindelsen bliver en udfordring for færgerne mellem Gedser-Rostock efter den faste forbindelse.

 

Han peger i øvrigt på, at det er helt afgørende for Femernbælt-forbindelsen, at vejnettet ved Køge Bugt udvides, for som han siger:

 

- Der er jo ikke noget ved at komme hurtigt over broen, hvis man så ender i en trafikprop på Køgebugtmotorvejen.

 

Fast forbindelse til Sverige

- En Helsingør-Helsingborg-forbindelse giver meget store udfordringer for kapaciteten på motorvejsnettet uden om København og på kystbanen; det vil kræve en Ring 5 rundt om København, for Helsingørmotorvejen kan ikke løfte den trafik, en fast HH-forbindelse vil give, påpeger Østergaard:

 

- Men der er rigtig mange sjællandske borgmestre, der vil være rigtig kede af en Ring 5 igennem deres baghaver, og det kan blive den faktor, der kan stoppe HH-broen.

 

Sverige er i dialog med den danske regering for at få igangsat en fælles officiel undersøgelse på begge sider af Sundet.

 

Storebælt/Kattegat
Hvis færgetrafikken på Kattegat på sigt forsvinder pga. konkurrencesituationen med Storebæltsforbindelsen, vil det give et stort politisk drama, hvis ingen private rederier ønsker at videreføre ruten, siger Erik Østergaard:

 

- I grundlaget for Storebæltsforbindelsen ligger en forpligtelse til at opretholde færgefart 'nord for' Storebæltsforbindelsen, og det kan rent faktisk ende med, at Staten bliver nødt til at overtage eller videreføre en eller flere ruter på Kattegat med statstilskud.

 

Bornholm
- På et tidspunkt vil jeg da tro, at politikerne vil stille sig spørgsmålet, om samfundet har råd til at opretholde den nuværende besejling af Bornholm, der koster flere hundrede millioner kroner om året, når man nu har investeret mange milliarder i en Øresundsbro, der passer fint sammen med færgerne fra Ystad til Bornholm, siger Erik Østergaard.

Fortæl os din historie.