

De ulovligt opsagte, aldersdiskrimenerede officerer på
Bornholmerfærgen er reelt sparket ud af arbejdsmarkedet. De har
ikke bare mistet jobbet. På grund af deres alder, får de tilmed
umådeligt svært ved at finde et nyt.
To styrmænd på Bornholmerfærgen er blevet ulovligt opsagt på grund
af deres alder. Og det selvom de var beskyttet af det
overenskomstmæssige, objektive opsigelseskriterium (SIFU), som
betyder, at opsigelser i tilfælde af nedskæringer skal ske sådan,
at de seneste ansatte opsiges først. De to styrmænd var ikke ansat
sidst. Deres brøde var derimod, at de var de ældste.
"Det er ulovligt - og i strid med forskelsbehandlingsloven - at
bruge en medarbejders alder som kriterium for en opsigelse," siger
advokat Pernille Sædam Marstal fra Søfartens Ledere. Hun
understreger, at der i 2004 blev indført et generelt forbud i
Danmark imod diskrimination og forskelsbehandling på grund af
alder.
Frasorteret på fødselsattest
"Der to former for aldersdiskrimination," forklarer Per H. Jensen,
der er professor på Institut for Statskundskab på Aalborg
Universitet.
"Den ene form er det man kalder 'statistisk diskrimination'. Den
går ud på, at man har en forestilling om, at eksempelvis
55-59-årige ikke er ligeså produktive som yngre grupper på
arbejdsmarkedet," siger han.
"Statistisk diskrimination giver sig udslag i, at når en
arbejdsgiver modtager en hel stak jobansøgninger, så starter nogle
med lige at sortere alle de 55-59-årige fra. De vurderer uden
videre, at det ikke kan betale sig at undersøge hver enkelt af
dem," siger han. På den måde fravælges kvalificerede ansøgere alene
på grund af deres alder. Og på samme måde blev de to styrmænd valgt
fra, da Danske Færger A/S fyrede folk.
Fordomme holder ikke vand
"Den anden form for aldersdiskrimination er det vi kalder
'Statusbetinget diskrimination'," forklarer professor Per H.
Jensen. "Denne form er forankret i psykologiske processer og
handler om, at man har nogle negative stereotyper, og kobler alder
til nogle særlige, negative egenskaber; 'ældre medarbejdere kan
ikke lære nyt', 'ældre medarbejdere kan ikke omgås andre' og så
videre," siger han.
"Grunden til, at det er diskrimination," siger Per H. Hansen, "det
er jo, at ingen af delene holder vand. Der er lavet masser af
videnskabelige undersøgelser, der viser, at 55-59-årige er
nøjagtigt ligeså produktive som eksempelvis 35-39-årige," slår han
fast.
Og heller ikke én eneste gang i løbet af deres karrierer i rederiet
Danske Færger A/S, har de to styrmænd fået nogen irettesættelser,
anmærkninger endsige advarsler af nogen art. Tværtimod.
"Der er tale om meget kompetente, vellidte og fleksible officerer,
med masser af overtid på kontoen," siger advokat Pernille Sædam
Marstal fra Søfartens Ledere. "De har altid været til rådighed og
er sprunget til, når rederiet har haft behov for det. Og så smider
man dem ud fordi de er de ældste. Det er simpelthen
uanstændigt."
Tørrer omkostningerne af på samfundet
Rederiet Danske Færger A/S tørrer omkostningerne ved de ulovlige
opsigelser af på velfærdssamfundet. Det forklarer professor Per H.
Jensen fra Aalborg Universitet: "På én eller anden måde synes nogle
arbejdsgivere, at det er social acceptabelt at afskedige ældre
medarbejdere," siger han. "De siger, 'jamen, de kan jo bare gå på
efterløn, så hvad er problemet?'"
Per H. Jensen henviser til Sverige, som ikke har en
efterlønsordning. I stedet har svenskerne sidst-ind-først-ud
princippet på hele arbejdsmarkedet, for netop at beskytte ældre mod
diskrimination.
"Hvis arbejdsgivere i Sverige forbryder sig mod
ancinitets-princippet, skal de kompensere de ældre, fyrede
medarbejdere. Det koster arbejdsgiverne en stor pose penge, og
derfor er antallet af ældre medarbejdere væsentligt højere i
Sverige end her i landet," siger professoren fra Aalborg
Universitet.
Kommer ikke tilbage på arbejdsmarkedet
Per H. Jensen arbejder på en større, videnskabelig artikel om
tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. I den forbindelse er han ofte
stødt på problemet med diskrimination af ældre på danske
arbejdspladser.
"Jeg har blandt andet stillet arbejdsgivere spørgsmålet: 'Hvornår
er man for gammel til at I vil have én?'," fortæller professor Per
H. Jensen. "Svaret er ikke entydigt, men når man runder 60 år synes
langt de fleste arbejdsgivere, at man er for gammel," vurderer
han.
Alderen er særligt et problem i ansættelsessammenhæng, understreger
Per H. Jensen. "Bliver man fyret og er man i slut-50'erne," siger
han, "så kommer man ikke tilbage på arbejdsmarkedet."
Og netop derfor rammer aldersdiskriminationen de to styrmænd fra
Bornholmerfærger dobbelt hårdt. Ikke nok med, at Danske Færger A/S
har fyret dem på grund af deres alder. Nu står de overfor den måske
uoverstigelige opgave; at finde nyt job som 65 årig - og få en
værdig afslutning på arbejdslivet.
"Opsigelse af medarbejdere, der er fyldt 65 år bør være den absolut
sidste udvej," siger advokat Pernille Sædam Marstal fra Søfartens
Ledere. "Det gælder også for en arbejdsgiver, der skal gennemføre
nedskæringer. Hensynet til medarbejderen i sådanne tilfælde bør
veje tungt," understreger hun.
Søfartens Ledere trækker nu rederiet bag Bornholmerfærgen i
Byretten. Her vil Danske Færger A/S blive stillet til regnskab for
de ulovlige opsigelser og den aldersdiskrimination rederiet har
udvist i relation til de berørte medarbejdere.
Af Jakob Wandel | 29 89 00 98 | jw@soefartens.org
Læs
også: Skibsfører tyranniseret under lovligt
konfliktvarsel
Læs også:
Bornholmerfærgen slæbes i by- og arbejdsretten

