

Rederiet Danske Færger A/S udsatte, under den lovligt varslede konflikt på bilfærgernes område, skibsfører Steen Jepsen for trusler, utilbørlig og stærkt kritisabel opførsel. Nu stilles rederiet til regnskab.
I forlængelse af den lovligt varslede konflikt på bilfærgernes
område, har rederiet bag Bornholmerfærgen ulovligt opsagt fire
officerer. Fælles for dem alle var, at de deltog i det lovlige
konfliktvarsel.
Under hele konfliktvarslet oplevede medlemmer af Søfartens Ledere
en vedvarende pression fra Danske Færger A/S, med det formål at få
skibsofficererne til ikke at indgive deres fuldmagter eller at
trække dem tilbage.
En officer, der i særlig grad fik rederiets chikanerier at føle, er
skibsfører Steen Jepsen. Først blev han truet, og udsat for
umenneskelig pression. Så blev han ulovligt opsagt. Nu trækker
Søfartens Ledere rederiet i retten.
Mafiametoder
Den 5. april blev skibsføreren kaldt til møde på rederiets
direktionsgang. Her meddelte HR Chef i Danske Færger A/S, Henning
Boe, at han anerkendte Steen Jepsens opsigelse. Kaptajnen oplyste,
som det i forvejen var rederiet bekendt, at den meddelte opsigelse
var et nødvendigt led i den lovligt varslede, kollektive konflikt,
som havde til formål at opnå enighed om indgåelsen af nye
kollektive aftaler på færgeområdet. Opsigelsen var med andre ord
ikke et udtryk for, at Steen Jepsen ikke længere ønskede at gøre
tjeneste i rederiet.
HR-chef Henning Boe tilkendegav, at rederiet ikke tillagde
konfliktvarslet nogen betydning i relation til Steen Jepsens
opsigelse, at hans karriere i rederiet under alle omstændigheder
var slut, og at han forventedes at forlade rederiet den 16.
april.
Henning Boe oplyste desuden fejlagtigt, at rederiet ikke betragtede
den varslede konflikt som lovlig, at skibsføreren ikke var omfattet
af konflikten, at han ikke var juridisk sikret og at han ikke efter
indgåelse af en ny kollektiv aftale ville kunne genindtræde i sin
tidligere stilling.
Danske Færger A/S, eller Bilfærgernes Rederiforening, har
imidlertid aldrig - hverken på varslingstidspunktet, eller på et
senere tidspunkt - gjort indsigelser imod hverken konfliktvarslet
eller konfliktens lovlighed, ligesom spørgsmålet derfor heller ikke
er blevet indbragt for Arbejdsretten.
Dybt usympatisk og i strid med den danske model
"Sådan behandler man simpelthen ikke sine dygtige, loyale
medarbejdere," siger advokat Pernille Sædam Marstal fra Søfartens
Ledere. "Ud over, at det er dybt usympatisk, så er det er i strid
med hele den danske model og spillereglerne imellem
arbejdsmarkedets parter," siger hun.
På mødet understregede Henning Boe gentagne gange, at skibsfører
Steen Jepsen under alle omstændigheder - som følge af illoyalitet
og rederiskadelig medvirken - aldrig vil komme til at sejle som
kaptajn eller i nogen anden stilling ved Bornholmerfærgen igen.
HR-chefen oplyste på mødet, at dette var uomtvisteligt og
clearet med både driftschef i Danske Færger A/S, Hans-Henrik
Simonsen og direktør John Steen-Mikkelsen.
Herefter ville Henning Boe gerne vide, hvordan oplysningerne
påvirkede Steen Jepsen. Skibsføreren forklarede, at han naturligvis
blev påvirket af både HR-chefens facon og situationen, som både var
meget personlig og præget af trusler og pression.
HR-chefen oplyste herefter Steen Jepsen om, at han - under
forudsætning af, at han trak sin opsigelse og dermed sin fuldmagt i
forbindelse med den lovligt varslede konflikt tilbage - kunne
fortsætte sin ansættelse i rederiet. Dog, tilføjede Henning Boe,
hverken på samme niveau som før, eller for den sags skyld på
Bornholmerfærgen. Endeligt opfordrede HR-chefen skibsføreren til at
"tænke sig godt om" og vende tilbage med sin beslutning.
Modstod tyranniseringen
Dagen efter mødet med HR-chefen, blev Steen Jepsen ringet
op af Danske Færgers driftschef Hans-Henrik Simonsen. Driftchefen
bekræftede, at de tilkendegivelser Henning Boe havde givet
skibsføreren på mødet stod ved magt, og at de i øvrigt havde
driftschefens fulde opbakning. Hans-Henrik Simonsen opfordrede også
Steen Jepsen til at "tænke sig godt om" og eventuelt inddrage sin
hustru i sine overvejelser.
Steen Jepsen trak ikke sin fuldmagt til den lovligt varslede
konflikt tilbage. Mindre end en måned senere - og efter indgåelse
af en ny, kollektiv overenskomst på færgeområdet - blev han fyret
uden saglig begrundelse.
Søfartens Ledere betragter rederiets kampagne overfor skibsfører
Steen Jepsen - særligt opførslen, truslerne og pressionen under
mødet og under den efterfølgende telefonsamtale - som utilbørlig,
stærkt kritisabel og dårlig opførsel, og som bodspådragende
organisationsfjendtlig adfærd.
Allerede dagen efter mødet den 5. april, sendte Søfartens Ledere en
skriftlig klage til Danske Færger A/S og Bilfærgernes
Rederiforening. I brevet blev det forlangt, at de fremsatte trusler
og udtalelser blev trukket tilbage. Dette er ikke sket.
Søfartens Ledere har derfor i dag anmodet Bilfærgernes
Rederiforening om et fællesmøde, inden den organisationsfjendtlige
adfærd indbringes for Arbejdsretten.
Læs også:
Bornholmerfærgen slæbes i By- og Arbejdsretten.
Af Jakob Wandel | 29 89 00 98 | jw@soefartens.org
Yderligere oplysninger
Advokat Pernille Sædam Marstal, Søfartens Ledere
Telefon: 33 45 55 77, E-mail: psm@soefartens.org

