Ny mini-sender kan redde dit liv

Ny mini-sender kan redde dit liv

23-01-2012 14:21

AIS-systemet kan nu benyttes i små batteridrevne lokaliseringssendere (AIS SART), som er beregnet til at markere redningsflåder. Senderen kan også bæres af personer, eller aktiveres fra en båd i vanskeligheder, og signalet opfanges 100 sømil væk.

 

Af Lise Mortensen Høy

 

AIS-SART er hel ny på markedet. Det er en lille sender, som kan udsende et lokaliseringssignal, der kan ses på alle de skibe, der har AIS om bord - det vil sige alle de store handelsskibe. Signalet fortæller, at her befinder sig en redningsflåde el. lign., men signalet er ikke i sig selv et egentligt nødopkald.

 

Hvis du bærer den lille sender på dig, tager den med i redningsflåden eller har den om bord, vil du, flåden eller din båd være nem at finde i en nødsituation.

 

AIS-SART har den ekstra fordel, at den er på størrelse med en mobiltelefon, kan bæres i lommen eller sættes direkte på redningsveste.

 

Kan 'ses' 100 sømil væk

Der findes i forvejen radar-SART, der normalt opfanges af en radar i en afstand af op til 8 sømil. Desuden findes der nødradiosendere - 'EPIRB' - der udsender nødsignaler, der kan opfanges i ret stor afstand af fortrinsvis fly på 121,5 eller satellit på 406 MHz. Men den er afhængig af meget kraftige batterier for at kunne sende, og meget få kommercielle skibe har mulighed for at pejle på signalet.

 

Signalerne fra AIS-SART'erne kan opfanges fra en redningshelikopter i lav højde på 15 sømils afstand. De har været opfanget over 100 sømil væk fra større flyvehøjde.

 

De små AIS-SART'er fra Jotron og Weatherdock er i handelen. De er beregnet til montering i redningsflåder, at bliver båret i lommen eller sat på redningsvesten. Om bord skal den monteres så højt som muligt, da der er tale om VHF-radiosignaler.

 

 

AIS-FACTS

 

  • AIS - Automatisk Identifikations System - er et navigations- og antikollisionssystem, der revolutionerer spørgsmålet om at 'se' andre skibe - og samtidig giver oplysninger om skibsnavn, kurs, fart og position.

 

  • Systemet bygger så at sige oven på al den nye teknologi, der allerede befinder sig i et moderne skib, altså GPS, gyro, radar, elektronisk søkort osv.

 

  • Kort fortalt samler en AIS-boks data om fart, kurs og position samt skibets navn og kaldesignal - fra skibets navigationsinstrumenter. Disse oplysninger 'pakker' boksen til et signal, der kan sendes over VHF-frekvenser og modtages af de skibe - eller landbaserede stationer - der også har AIS-udstyr.

 

  • På modtagersiden ændres signalet, så det kan vises direkte på skibets radar og/eller elektroniske søkort som et ikon. Sammen med ikonet kan skibets navn, kaldesignal, kurs, fart vises - samt om der er fare for sammenstød.

 

  • Og endelig er der mulighed for at sende sikkerhedsrelaterede meddelelser ud, både 'til alle skibe' og til et enkelt skib - svarende til SMS-beskeden på en mobiltelefon - hvor identifikationen er modtagerskibets MMSI-nummer (VHF-radioens DSC kaldenummer).

 

  • AIS-systemet er nu videreudviklet til i fremtiden at kunne overføre positioner og hele eftersøgningsområder under eftersøgnings- og redningsaktioner; og kan benyttes i små batteridrevne lokaliseringssendere (AIS SART) - som er beregnet til at markere redningsflåder. Senderen kan evt. bæres af personer eller aktiveres fra en båd i vanskeligheder.