Thomas Sørensen er uddannet kystskipper i 2008 og har siden arbejdet som navigatør på Crew-både til vindmølleindustrien og sejlet lodsbåd i Hornbæk. I dag arbejder han som skibsfører på havnebusserne hos GoCollective. Det har han gjort de seneste 8 år, og siden 2020 har han været talsmand med en enkelt pause undervejs.
Hos GoCollective er der 35 fastansatte, 5-6 afløsere og en teknisk afdeling, der tager sig af vedligehold, servicering af bådene og det administrative.
Det er ikke første gang, Thomas forhandler. Han har også været med til overenskomstforhandlingerne i 2020, og i 2023 var han med til de lokalforhandlinger, hvor de fik lavet aftalen om 14-14, som betyder, at man er 14 dage ude og 14 dage hjemme. En aftale, som mange skibsfører er glade for.
Gode lønstigninger
Thomas har sammen med juridisk konsulent hos Søfartens Ledere, Agnete Klæsøe Lund Andersen, forhandlet den nye overenskomst på plads med DI Transport. Og som ved de fleste forhandlinger endte det med et kompromis, som begge parter kan leve med.
”Vi fik ikke helt det, vi kom efter, men vi fik nogle pæne lønstigninger og 1 % mere i pension, som arbejdsgiveren betaler. Og så fik vi selvfølgelig alle de andre elementer, som blev aftalt i det overordnede transport-forlig. Derudover fik vi også rettet nogle kringlede tekster i overenskomsten, så de passer til den virkelighed, vi arbejder i,” fortæller Thomas.
Søfart er ikke som transportsektoren på land
Thomas fortæller, at Dansk Industri (DI) godt kan være lidt svære at forhandle med. Han oplever, at de ikke har et stort indblik i søfartsbranchen.
”Der er ikke rigtig nogle sammenlignelige overenskomster, og jeg kunne godt ønske mig, at DI havde mere indsigt i, hvad der rører sig indenfor søfart. De har mere kendskab til transportsektoren på land, så vi er ikke altid helt på bølgelængde. Men det lykkedes at lande en aftale, og vi fik blandt andet ændret en paragraf om afspadsering, så man kan aftale, at en 1 overarbejdstime kan give 2 afspadseringstimer,” fortæller Thomas.
12 timers forhandlinger
Og forhandlerne ligger ikke på den lade side. Thomas fortæller, at det tog 12 timer at forhandle, og at der ligger et kæmpe papirarbejde bag ved.
”Vi var godt brugte, da vi kom ud ved 21-tiden, så vi er glade for, at der nu er fred i 3 år,” smiler Thomas, der fortæller, at han var meget glad for samarbejdet med Agnete, som havde sat sig godt ind i sagerne.
Nu vil Thomas se, om der skal laves en lokalaftale senere på året, hvor de måske vil kigge mere på arbejdsvilkårene.

Det får du med den nye overenskomst
Her er hovedpunkterne i den nye overenskomst for skibsførere på havnebusser:
Lønforhøjelse på i alt 2.300 kroner fordelt over 3 år:
800 kroner pr. 1. marts 2025
800 kroner pr. 1. marts 2026
700 kroner pr. 1. marts 2027
Stigning i overarbejdssatsen med 3 procent over perioden.
Det særlige tillæg forhøjes med i alt 700 kroner:
400 kroner pr. 1. marts 2026 (i alt 2.800 kroner).
300 kroner pr. 1. marts 2027 (i alt 3.100 kroner).
Arbejdsgiverens pensionsbidrag stiger fra 10 til 11 procent pr. 1. maj 2025.
Mulighed for ekstra pensionsindbetaling – du kan vælge at betale mere ind selv.
Fleksibilitet efter folkepensionsalderen – du kan vælge at få pensionsbidraget udbetalt som løn.
Ret til frihed i familielivssituationer (uden løn):
Barns 3. sygedag
2 børnebørnsomsorgsdage
Ledsagelse af nærtstående ved akut nødsituation eller helbredsrelaterede aftaler.
Seniorordningen udvides med op til 46 seniordage (uden løn).
Ny godtgørelse til arbejdsmiljørepræsentanter: 9.000 kroner årligt for medlemmer af Søfartens Ledere.
Udvidet barsel med løn – fra 24 til 26 uger for børn født fra 1. juni 2025.
Betalt fri til deltagelse i kurser til fornyelse af sønæringsbevis.
Forbedret retsstilling for deltidsansatte: EU-regler implementeres, så deltidsansatte får overarbejdsbetaling efter eget timetal.
Nyt udvalgsarbejde om lønsammensætning – blandt andet lørdag-/søndagstillæg.
Ret til fri med løn for talsrepræsentanter, som deltager i informationsmøder om overenskomsten.