06. nov. 2025

Mindre tid i havn – flere søfolk mister retten til landlov

En ny rapport fra ITF Seafarers’ Trust viser, at søfolk i stigende grad mister muligheden for at komme i land. Ifølge undersøgelsen er besøg i sømandscentre faldet med 61 procent siden pandemien, og to ud af tre søfolk bruger under 2 timer i land, når de overhovedet får lov.

Billede til nyheden Mindre tid i havn – flere søfolk mister retten til landlov

Rapporten, “Shore Leave and the Future of Port-Based Welfare”, bygger på svar fra 96 personer i 83 organisationer fra 25 lande, som arbejder med søfolks velfærd i havne. De peger på kortere havneophold, stigende arbejdspres og restriktioner fra både rederier og myndigheder som de største barrierer for landlov.

Ifølge Katie Higginbottom, leder af ITF Seafarers’ Trust:

“If we take at face value the MLC regulation requiring that ‘Seafarers shall be granted shore leave to benefit their health and well-being…’, we must look to the regulators and the shipping industry to make sure that the operational and commercial factors don’t render this statement meaningless.”

Rapporten advarer om en ond cirkel: Jo færre søfolk, der kommer i land, jo mindre bliver behovet for sømandscentre – og når faciliteterne forsvinder, bliver landlov endnu sværere at gennemføre.

Læs hele ITF Seafarers’ Trusts pressemeddelelse her.

Søfartens Ledere: hviletid er centrale værdier

Hos Søfartens Ledere er fokus på arbejdsmiljø, sikkerhed og trivsel til søs en fast del af det faglige arbejde. Landlov er en vigtig del af det – både som et spørgsmål om søfolks ret til hvile og som en forudsætning for sikker sejlads.

Foreningen bakker op om internationale initiativer, der sætter søfolks rettigheder og trivsel på dagsordenen, og følger udviklingen tæt gennem sit internationale samarbejde.

Hvad er ITF Seafarers’ Trust?

ITF Seafarers’ Trust er en velgørende fond under International Transport Workers’ Federation (ITF).

Den blev grundlagt i 1981 og finansierer projekter, der forbedrer søfolks velfærd, sundhed og rettigheder.

Fonden støtter blandt andet sømandscentre, krisehjælp, forskning og uddannelse

Hvad er landlov?

Landlov er den tid, hvor søfolk kan forlade skibet, mens det ligger i havn, for at hvile, handle, kontakte familie eller bruge faciliteter i land.

Landlov er en grundlæggende rettighed i henhold til den internationale Maritime Labour Convention (MLC 2006).

I praksis bliver adgangen dog stadigt mere begrænset på grund af kortere ophold, sikkerhedskrav og bemandingspres.

Relaterede nyheder